For at dine dyr hele året kan blive fodret med foder, der er tilpasset ydelsen og af ernæringsmæssig høj kvalitet, er det nødvendigt at sikre holdbarheden af det høstede grovfoder. Ensilering er en metode til foderkonservering, der beskytter næringsstofferne og samtidig er rimelig i produktionsomkostninger.
Konservering via mælkesyregæring
Forskellige mikroorganismer, bl.a. mælkesyrebakterier hæfter på planterne. Uden lufttilførsel ændrer denne del af plantesukkeret sig til mælkesyrer, først og fremmest. Den dannede syre fører til et hurtigt fald i pH-værdien og sikrer høstmaterialets mikrobiologiske stabilitet. Det konserverede foder kan dermed opbevares.
Det, der følger med mælkesyrebakterierne på foderplanterne kan dog give problemer ved ensileringen.
Uønskede mikroorganismer
Clostridium botulinum hører til mælkesyrebakteriernes værste fjende. De omdanner sukker, protein og mælkesyre til uønskede fedtsyrer. Clostridium botulinum kommer fra jorden og ender via jordtilsmudsning i ensilagen.
Kolibakterier forårsager den stram lugt af eddikesyre. Rådbakterier nedbryder den gode protein. De to mikroorganismer tilføres ligesom kolibakterier via snavset foder.
Gær- og skimmelsvampe kan forårsage en uønsket efteropvarmning.
Hvilket fremmer mælkesyrebakterierne
Alle mikroorganismerne er i stærk konkurrence med hinanden. Den store fordel ligger i, at deres leveforhold er forskellige. Alfa og omega for den optimale ensilage er derfor, at man ved hurtigt at lukke for lufttilførslen og en kraftig sænkning af pH-værdien fra start af, giver mælkesyrebakterierne en klar fordel.
Når man skal have de bedste ensileringsbetingelser, skal man først og fremmest undgå tilsmudsning med jord. På den måde kan uønskede mikroorganismer slet ikke komme til ensilagen.
En anden vigtig betingelse for en god ensilage er den botaniske sammensætning af høstmaterialet. Beplantninger med en høj andel af græs er i den forbindelse rigtigt gode til ensilering. Sammenlignet med ærteblomster og ukrudt har græs et højt sukkerindhold og giver dermed god næring til mælkesyrebakterierne. Samtidig er indholdet af proteinforbindelser og mineralstoffer lavere, hvilket gør, at pH-værdien hurtigt kan sænkes.
Men også høsttidspunktet spiller en stor rolle. Indholdet af råfibre må ikke være for højt, så foderet er nemt at komprimere. Dermed kan den resterende luft forsvinde helt fra siloen.
Den ideelle forudsætning er for en optimal ensilering er et tørmasseindhold på 30-40 %.
Op til 28 % tørmasse kan der ved ensileringen dannes gærsaft, hvilket fører til et stort fald i tørmassen. Samtidig er der øget fare for produktion af fedt- og æggehvidesyrer i de våde foderdele.
Fra og med 40 % tørmasse bliver komprimeringsevnen mindre og det bliver for tørt for mælkesyrebakterierne. Det kan føre til svampevækst med gær- og skimmelsvampe.
Derudover skal tørmasseindholdet i alt foderet være lige højt. For optimale ensileringsbetingelser må udsvingene i det samlede høstmateriale ikke komme over +/- 5 procentpoint.1 Det fremmer et rent spredebillede ved vendingen og en præcis aflægning af crimperen.
1 Resch, R. (2017): Ensilagekvaliteter Hvor gemmer reserverne sig? 44. Viehwirtschaftliche Fachtagung 2017, 81-93.
Snitlængden er et kompromis mellem dyrefoder målrettet drøvtyggere og komprimeringsevnen.
Jo kortere materialet er, jo nemmere er det at komprimere. Samtidig går den nødvendige struktur for drøvtyggerne tabt ved kort foder. Længden må ikke komme under 22 mm, hvis drøvtyggerne skal have nok at arbejde med.
For at undgå at foderet vælges fra ved fodringen, skal længden være ensartet. Her er en konstant snitlængde afgørende. Det reducerer for lange strå til et minimum, komprimeringen af ensilagen øges, og man undgår, at dyrene vælger foderet fra. I en økonomisk betragtning gælder denne regel: Så kort som nødvendigt, så langt som muligt.