Nye grubbere i SYNKRO serien fra Pöttinger
Universalgrubbere overbeviser med mange nye funktioner
En lang række nye og gennemprøvede funktioner samt mange individuelle tilpasningsmuligheder gør den nye SYNKRO grubber til et sandt multitalent inden for skånsom jordbearbejdning. Modellerne med 2 tandrækker (stive modeller med 2,5 m eller 3 m arbejdsbredde) eller 3 tandrækker (stive eller sammenklappelige modeller med en arbejdsbredde fra 3 m til 5 m) leverer et fremragende resultat ved stubharvning, den primære jordbearbejdning om efteråret, såbedstilberedningen til såning og nedpløjning af mellemafgrøder.
De stive varianter fås nu også med valgfrit tastehjul. De sikrer en konstant arbejdsdybde, hvilket er særligt relevant ved ujævne eller kuperede arealer, og forbereder dermed jorden optimalt til såningen.
Pakkervalsen kan nu nemt afmonteres ved både de stive og de sammenklappelige udgaver. Resultatet af arbejdet uden pakkervalse er en løs, ikke-komprimeret jordoverflade, som er ideel til efterbearbejdningen om efteråret eller til bedrifter, der arbejder uden plov. Undlades brugen af pakkervalse bevares det organiske materiale i jordoverfladen, hvilket reducerer risikoen for erosion betydeligt.
De hydraulisk sammenklappelige SYNKRO V-modeller har fået fire valgfri støtteben. Derved kan maskinerne parkeres sikkert og pladsbesparende i sammenklappet tilstand. Modellernes symmetriske tandopbygning sikrer derudover et arbejde uden sideværts træk samt en fremragende afjævning af jorden.
Komfort og driftssikkerhed
Den mekaniske stensikring NOVA med vandret placeret fjederpakke og en udløserkraft på 550 kg er nu vedligeholdelsesfri. Afjævningsenhederne på SYNKRO V kan nemt indstilles centralt, og de er nu udstyret med overbelastningssikringssikring på alle modeller. Med de tilpasningsdygtige arbejdsredskaber, forskellige skærmuligheder og et bredt udvalg af udstyrsmuligheder kan maskinen tilpasses til de forskellige arbejdsbetingelser. En præcis indstilling af maskinen muliggør et ensartet arbejdsresultat, hvilket er grundlaget for de efterfølgende arbejdstrin og en vellykket dyrkning af jorden.
De nye SYNKRO-grubbere fra Pöttinger udmærker sig ved komfort, driftssikkerhed og et bredt anvendelsesområde. Med det overbevisende udvalg af varianter er de ideelle til både de mindre familiebedrifter og de helt store bedrifter eller maskinfællesskaber.