PÖTTINGER udvider organisationen i Danmark med branchekendt ansigt
Vækst og fremgang for PÖTTINGER i Danmark gør at organisationen udvides. De danske PÖTTINGER forhandlere vil i fremtiden få øget support og opbakning. ”Alle kunder er vigtige, og når maskinerne er købt, skal servicen være i top. Vi står bag vores produkter og værner om vore kunder” udtaler Lars Andreasen, Salgschef for PÖTTINGER i Danmark.
Erfaren Servicetekniker tiltræder.
Jørgen Callesen (51) tiltræder pr. 1/1-21 med mange års erfaring i branchen. I rollen som servicetekniker med stor viden indenfor hydraulik og elektronik vil Jørgen fra dag ét kunne indgå som en styrkelse af PÖTTINGER i Danmark. Han kommer fra en stilling som servicetekniker for CNH Industries, og har tidligere været ansat ved både Kongskilde og JF-Stoll.
”Vores organisation styrkes væsentligt med tilgangen af Jørgen Callesen. Vi har fået en faglig kompetent medarbejder, der med erfaring og nye ideer vil styrke vores position på aftersales markedet”, siger Lars Andreasen, Salgschef for PÖTTINGER i Danmark.
Jørgen Callesen ser frem til de nye udfordringer med motivation og optimisme.
”Fra tidligere job og mit kendskab til branchen er jeg godt rustet til de daglige aktiviteter hos PÖTTINGER. Den tætte relation til fabrikken og korte kommandovej til fabrikken tiltaler mig meget, hvilket er medvirkende til min motivation” udtaler Jørgen Callesen.